Den britiske sanger Morrissey faldt lørdag aften om på scenen under en koncert i den britiske by Swindon.
Den 50-årige sanger, der især er kendt som forsanger i 80'er-gruppen The Smiths, havde knap nået at synge de sidste strofer af åbningsnummeret, før han drattede om, skriver politiken.dk.
To bandmedlemmer kom stjernen til hjælp og slæbte ham væk fra scenen. Kort efter begyndte publikum at buhe, da Morrissey tidligere - også for nyligt - har aflyst sine koncerter.
Men lørdag aften var han altså lovlig undskyldt. Hans tilstand beskrives søndag morgen som stabil.
"Vi fik et opkald om en 50-årig mand, som efter sigende led af vejrtrækningsbesvær og var bevidstløs. Vi sendte en lægeambulance. Da de ankom, fandt de en patient ved bevidsthed, som ikke havde det godt overhovedet," siger en repræsentant fra ambulancefirmaet Great Western Ambulance Service.
Morrissey udsender den 26. oktober et opsamlingsalbum med 18 b-sider fra singlerne fra hans tre seneste album 'You Are The Quarry', 'Ringleader of the Tormentors' og 'Years of Refusal'.