En af linjerne fra den hedengangne, alternative popgruppe The Smiths' sang "Frankly Mr. Shankly" lyder: "I didn't realize you wrote such bloody awful poetry".
Linjen sang forsanger og tekstskribent Morrissey i 1986, men den virker mere aktuel end nogensinde. Den kontroversielle planteæder har nemlig afsløret, at han oven på succesen med den selvbiografiske "Autobiography" fra 2013 er halvvejs færdig med sin første roman. Det skriver The Hollywood Reporter efter sangerens interview med fansiden True To You, der blev offentliggjort 2. januar.
- "Autobiography" har oplevet mere succes end nogen plade, jeg nogensinde har udgivet. Realiteterne er, at radiostationer ikke vil spille min musik, og de fleste mennesker har tabt troen på musikbranchen, og generelt er det antaget - med rette - at de øverste placeringer på hitlisterne er "købt" af de store pladeselskaber. Så der er ingen passion tilbage i hverken pop eller rockmusik, siger den ærlige sangskriver.
Der er med andre ord ikke meget håb for musikken tilbage i Morrissey, der altså efterhånden finder større glæde ved at skrive bøger.
- Alt handler nu udelukkende om marketing. Alle succeshistorier er sikre og kedelige, og du vil aldrig blive overrasket over et hit, der lyder skævt. Det er ikke bare min holdning, men holdningen blandt alle, jeg kender, forklarer han.
Den store musiklede har dog ikke afholdt Morrissey fra at gå i studiet for at arbejde på et kommende album, hvis udgivelsesdato endnu er uvis.
Newspaq