Ånd lettet op, hvis du skal med S-toget i København her til morgen. Alt kører - nå ja - på skinner igen.
Banedanmark har knoklet hele natten med at finde den fejl, som gav store forsinkelser på S-tognettet i går. Og nu skulle alt være i orden og klar til menneskemyldret her til morgen, oplyser kommunikationskonsulent i BanedanmarkTina Nørgaard Andersen.
"Morgentrafikken kører som den skal. Der ser ikke ud til at være hverken forsinkelser eller afbrud," siger Tina Nørgaard Andersen til Newspaq.
Da københavnerne gik i seng i går var der indsat busser på to strækninger omkring Klampenborg og Nørreport station. Og på Hellerup station kæmpede de med strømmen.
"Vi har haft lukket ned for strømmen på Hellerup station, og fejlen på køreledninger skulle nu være rettet," fortæller Tina Nørgaard Andersen.