Politiet har løsladt den 24-årige mand, der var sigtet for drabet på en 43-årig mand i Holbæk, skriver tv2.dk.
Den unge mand blev anholdt natten til lørdag og blev i første omgang fængslet i 72 timer, da han blev fremstillet i grundlovsforhør.
Men nu er der ikke længere belæg for at holde på ham.
"Han er i princippet stadig sigtet, men nu forfølger vi nogle andre spor i sagen," siger vagtleder ved Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.
Ifølge politiet er den 24-årige mands forklaring god nok til at kunne være sand.
"Vi har efterforsket sagen hele dagen, og vi mener ikke, der er belæg for at holde på ham længere. Efterforskerne har vurderet, at det, han har fortalt, godt kan passe," siger vagtlederen.
Den 43-årige mand blev fundet dræbt i sin lejlighed i fredags.
Manden, som er kørestolsbruger og kendt fra misbrugsmiljøet i Holbæk, blev slået med en stump genstand og dræbt med en spids genstand. Politiet efterlyser derfor sådanne genstande, der kan være smidt i området omkring den dræbtes lejlighed i Ladegaardsparken 159.