Finanskrisen har i lang tid været det helt store taleemne i medierne verden over, og nu vil instruktøren Michael Moore forsøge at filmatisere det, han kalder den største svindel i USA's historie.
Moore leder i den henseende efter finansfolk, der kan hjælpe ham med at fortælle sandheden om krisen, skriver The Hollywood Reporter.
"Venner! Jeg er midt i at lave min næste film, og jeg er på udkig efter modige mennesker, der arbejder på Wall Street eller i den finansielle sektor. Stå frem og del, hvad I ved med mig," skriver Moore på sin webside, hvor han også garanterer, at de kilder der kontakter ham, forbliver anonyme.
Ved den kommende festival i Cannes til maj vil der være nærmere detaljer at hente om filmens vinkling af krisen.