Dagligvarekæden Aldi investerede sidste år i at modernisere sine butikker, og det kan i den grad ses i regnskabet.
Året bød på et underskud på 511 millioner kroner, hvilket er omtrent 34 procent mere end året før.
Ledelsen betegner i regnskabet tabet som utilfredsstillende. Det var dog forventet på grund af investeringerne, lyder det.
Arbejdet med at relancere kæden er dog ikke færdigt endnu. Der investeres fortsat, og der ventes også underskud i 2020.
- Der vil således fortsat ske betydelige investeringer i butiksnettet, medarbejderstab med videre, der vil belaste årsresultaterne, hvorfor resultatet for 2020 igen forventes negativt i betydelig størrelse, men bedre end 2019, lyder det i regnskabet.
Dagligvarekæden har 182 butikker i Danmark. Kæden kommer fra Tyskland og findes også i syv andre europæiske lande.
/ritzau/