Fra snak om lækre VM-spillere til gråd, snot og hulk på et øjeblik.
Sådan udviklede det sig, da modeeksperten Jim Lyngvild blev interviewet af sportsvært Heidi Frederikke Rasmussen i TV2's 'VM Studiet'.
"Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg snakkede jo om Ronaldos skræv, om hans karriere som undertøjsmodel og om nogle af verdens hotteste fodboldspillere, og lige pludselig væltede tårerne ud af øjnene på mig," forklarer den farverige modekommentator til Ekstra Bladet.
Han skyder skylden på lyset i studiet og prøver også at bortforklare den pinlige episode med, at han havde ligget på stranden hele dagen.
"Jeg er megaflov over det," siger tude-prinsen, der er forfatter, flittig gæst i tv-shows og tidligere Robinson-deltager.
"Når jeg ser genudsendelsen på tv, ser det jo latterligt ud," fortsætter han.
Programmets producer var nødt til at klippe væk fra den grædende mode-kendis, så seerne nåede aldrig at få svaret på, hvorfor snakken om fodboldspillernes flotte ben og overkroppe var mere, end Lyngvild kunne klare.