Politiet har afvist at efterforske en sag om mobning i Frederiksberg Kommune.
Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak har anmeldt kommunen for "særdeles grov mobning" og "overtrædelse af arbejdsmiljøloven" i en sag, hvor flere medarbejdere er blevet syge og har mistet deres job.
Foreningens formand betegner mobbesagen som "den værste nogensinde" og er rystet over politiets afgørelse.
- Vi må på baggrund af politiets manglende vilje til at efterforske sagen konstatere, at retssikkerheden for de mobberamte i denne sag er at betragte som ikke-eksisterende, siger formand Gitte Strandgaard.
Sagen på bofællesskabet "Søndre Fasanvej 40" startede for omkring fire år siden. Den handler om, at mange ansatte følte sig systematisk mobbet og truet af en bestemt kollega.
Sagen eskalerede, fordi ledelsen ifølge Gitte Strandgaard tog mobberens parti.
Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak valgte at politianmelde sagen, fordi foreningen følte, at de systemer, der skulle beskytte mobbe-ofrene, havde "lukket sig om sig selv".
Politiets beslutning om ikke at blande sig i sagen er taget på baggrund af Arbejdstilsynets besøg i 2012 og kommunens samarbejdsvillighed.
Københavns Politi skriver, at politiet kun blander sig i sager, hvor der er "en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart". Og efter at have indhentet en udtalelse fra Arbejdstilsynet mener politiet ikke, at dette er tilfældet.
Den begrundelse køber Gitte Strandgaard ikke:
- For det første er der sket overtrædelser af arbejdsmiljøloven og bekendtgørelse om arbejdets udførelse længe før, at Arbejdstilsynet kom ind i billedet. For det andet er det ene og alene de klagende medarbejdere, der har bedt Arbejdstilsynet komme på banen. For det tredje er det jo et stort paradoks, at en stor del af de klagende medarbejdere er fyret på stribe, siger hun.
Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak fastholder, at Frederiksberg Kommunens håndtering af sagen har været "systemmobning af værste karakter".
Tre medarbejdere er blevet fyret - én af dem er syg med hjerteproblemer, angst og PTSD-lignende symptomer.
Frederiksberg Kommune har hele tiden fastholdt, at der ikke var en sammenhæng mellem fyringerne og mobbesagen.
- Der har været afskedigelsessager, som jeg ikke kan gå konkret ind i. De er gennemført efter reglerne og er ikke relateret til mobbe-sagerne, sagde Henning Daugaard, social-, sundheds-, og arbejdsmarkedsdirektør i Frederiksberg Kommune for få måneder siden.