MobilePay skal hjælpe Skat med at udvikle et system, der gør det enkelt og let for brugere at indberette indtægter fra for eksempel deleøkonomiske tjenester.
Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
- Vi kan se, at digitale betalingsformer vinder større og større indpas hos danskerne. Den udvikling skal skattemyndighederne ikke vende ryggen, men derimod drage fordel af.
Det siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i meddelelsen.
- Det er nemt og enkelt for både danskerne og myndighederne, hvis man med et enkelt tastetryk i for eksempel MobilePay-appen kan sende oplysninger om indtægter direkte til skattevæsenet, siger han.
Udmeldingen kommer, samme dag som regeringen præsenterer en ny strategi for deleøkonomi med 22 initiativer.
Samarbejdet med MobilePay er et led i arbejdet med at udvikle løsninger, hvor borgere og virksomheder let kan afregne skatter og afgifter, når de anvender mobile betalingsløsninger og digitale deleøkonomiske platforme.
Systemet kan eventuelt også automatisk komme til at sørge for de fradrag, man måtte have ret til.
Skat skal være færdig med det nye system i midten af 2019.
/ritzau/