Er du en af dem, som ynder at slå bluetooth til på mobiltelefonen, når der skal betales ved kasse ét i butikken, så bliver du skuffet, når du læser videre.
Ifølge Meremobil.dk udfaser MobilePay nemlig bluetooth, som en mulighed ved kontaktløs betaling.
Årsagen er, at over halvdelen af kunderne i dag bruger QR-koden ved butikskasserne - selvom Bluetooth er tilgængelig -, fortæller Claus Bunkenborg, administrerende direktør hos MobilePay, til Meremobil.dk:
- Kunderne har vænnet sig til, hvad de skal gøre, når de møder en QR-kode, siger han.
Ifølge Meremobil.dk virker bluetooth som kontaktløs betaling da også "som vinden blæser", og der kan derfor være mening med MobilePays strategi.
Samtidig skeler MobilePay til resten af verden, hvor QR-koder som kontaktløs betaling er i fremgang.
Ændringen betyder, at når vi når frem til 1. juli i år, vil de hvide bokse og bluetooth-betaling stort set være væk fra de danske butikker.
Eneste undtagelse er de butikker, som har nyere Verifone-terminaler. Her vil der fortsat kunne anvendes bluetooth - hvis altså butikken har en aftale med MobilePay.