Danmark har fået sit første sæt medaljer ved VM i badminton i Indien, da mixeddoublen med Joachim Fischer og Christinna Pedersen overraskende spillede sig i semifinalen og dermed mindst har bronzemedaljer i hus, skriver badminton.dk.
Kort efter gjorde Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl dem kunststykket efter og sikrede sig også adgang til semifinalerne ved at besejre Bo Zheng og Jin Ma med 22-20, 11-21 og 22-20.
Sejren til Fischer og Pedersen var allerede grundlagt i kampens første minutter, hvor det fjerdeseedede kinesiske par He Hanbin og Yu Yang måtte sande, at det danske par var bedre. Danskerne kom lynhurtigt foran 10-0, og sættet endte 21-10 til danskernes fordel.
I andet sæt var de kinesiske spillere hurtigere på fødderne, men det var alligevel danskerne, der var foran det meste af tiden og vandt også sættet med 21-17 over de regerende All England-mestre.
Sejren til det den danske duo var endnu mere overraskende, fordi Joachim Fischer ikke har været i det heldige hjørne op til turneringens start. Han har tilbragt tid på hospitalet, fordi han frygtede et brud i foden, og derudover har han gennem hele VM lidt af et kraftigt maveonde, som har betydet, at han har måtte ligge i sengen.