Et utraditionelt pædagogisk projekt i Tåstrupgård anklages nu for at have pudset ældre kriminelle på andre unge, skriver Berlingske Tidende.
En medarbejder fra projektet har kontaktet Høje Taastrup-kommune og fortalt, at det lokale boligselskab, AKB, har hyret ældre kriminelle, som blev tilkaldt, hvis der opstod ballade i området.
De kriminelle AKB-ansatte skal have benyttet "alternative metoder", der angiveligt drejer sig om trusler om vold eller sågar øretæver mod andre unge.
Administrerende direktør i AKB's søsterselskab KAB Jens Nygard er rystet.
"Det her er fuldstændigt uacceptabelt, hvis sagen er som beskrevet. Vi agerer i et kompliceret rum med komplicerede problemer, men vi gør det naturligvis efter 100 procent lovlige metoder. Straffeloven gælder i Tåstrupgård som alle andre steder. Det er indskærpet over for alle medarbejdere," siger han til avisen.
Borgmester Michael Ziegler holder et møde om situationen i aften. Han understreger, at der er tale om strafbare forhold, og at politiet derfor er sat i gang med efterforskning af sagen.