De to somaliere med dansk opholdstilladelse, der var mistænkt for terrorplanlægning, er i dag blevet løsladt, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.
"Jeg kan oplyse, at den danske ambassade i Haag i dag har været i kontakt med de hollandske myndigheder, og de hollandske myndigheder kan bekræfte, at de tog somaliske statsborgere med dansk opholdstilladelse er blevet frigivet i dag," fortæller souschef Ole Neustrup til Newspaq.
I fredags blev 12 somaliere anholdt i Rotterdam af den hollandske efterretningstjeneste AIVD.
De somaliske mænd er mistænkt for planlægning af terror, men i går kunne det hollandske nyhedsbureau ANP oplyse, at sigtelsen mod fem af de 12 anholdte, deriblandt dem med danske papirer, var frafaldet.