Den drabsmistænkte vadede ind på politigården og meldte sig selv.
Søndag blev en 36-årig mand skudt i Odense ud for værtshuset Billarden. Mandag meldte politiets hovedmistænkte så sig selv, oplyser Fyns Politi.
"En 35-årig mand fra Odense har meldt sig selv på Politistationen, og han er efterfølgende blevet anholdt og sigtet for drabet," siger drabschef Henrik Justesen til Newspaq.
Vidner fortæller til Fyens Stiftstidende, at offeret og den 35-årige mand skændtes efter et slag poker. Den 35-årige forlod værtshuset, men vendte kort efter tilbage.
Lige efter tilbagekomsten hørte vidnerne fire fem skud, og den 36-årige blev fundet livløs i baggården til værtshuset. Politiet kan dog ikke bekræfte, at det var pokerspillet, der var motiv for drabet.
"Nu afhører vi ham i løbet af aftenen, afhængig af advokaten, og så bliver han fremstillet i grundlovsforhør i Odense i morgen," fortæller Henrik Justesen.
Den 36-årige døde på Odense Universitetshospital. Den dræbte er i forvejen kendt af politiet. Henrik Justesen vil ikke oplyse, hvordan politiet kender ham, men det er ikke banderelateret, understreger han.