Behold bare vanter, uldne sokker og vinterfrakken fremme.
Fra på fredag dropper nattens temperatur nemlig under nul, og der har den så tænkt sig at blive liggende flere uger.
DMI varsler en lang, tænderklaprende periode med store muligheder for sne over Danmark.
I nattetimerne forventer man, at temperaturen kan falde helt ned til minus 10 grader eller mere. Dagtimerne vil være præget af temperaturer omkring frysepunktet.
Meteorolog Jesper Rasmussen forventer, at det iskolde vejr holder helt ind i marts.
"I begyndelsen af marts får solen mere og mere magt, og det påvirker især dagstemperaturen - dog uden at det for alvor bliver forårsvarmt. Tendensen er fortsat døgntemperaturer omkring en graders varme. Det kan dog alligevel lugte lidt af forår, fordi der potentielt bliver rimelig god plads til sol", siger han.
Jesper Rasmussen er ekspert i at fortolke månedsprognoserne fra det fælleseuropæiske meteorologiske regnecenter ECMWF.
Kilde: DMI