Den australske Kylie Minogue kommer et smut forbi Danmark, når hun til august skal spille ved Skanderborg Festival. Festivalen strækker sig fra 5.-9. august, hvor Kylie kommer forbi og spiller koncert torsdag den 6. august, skriver Soundvenue.
Sangerinden debuterede som 19-årig i 1987 og har siden imponeret med hits som 'The LocoMotion', 'I Should Be So Lucky', 'Spinning Around', 'On A Night Like This' og 'In Your Eyes'.
Det sidste vi har hørt fra Kylie, er hendes remixalbum 'Boombox' fra 2008, mens hun i 2007 udgav sit 10. studiealbum 'X'. Det bliver sikkert et godt mix fra sangerindens udvalg, danskerne får lov at høre til sommerens koncert.
Kylie Minogue har tidligere optrådt i Danmark. Senest var hun i København i 2008 for at spille koncert i Forum og blev efterfølgende taget godt imod af de danske anmeldere.