Det er som regel hyggeligt at sidde i mørket, spise popcorn og drikke sodavand. Og derfor vælger flere ministre også at tage en tur i biffen.
Men det er langt fra altid på egen regning. Flere ministre bliver nemlig inviteret til arrangementer, som de gladelig deltager i på arrangørens regning. Det skriver DR-Nyheder.
Ifølge ministrene er det en del af jobbet, men det udsagn undrer lektor i forvaltningsret, Steen Bønsing.
"Det er svært at forstå, hvordan de her arrangementer kan være en del af jobbet som minister. Det skaber usikkerhed om, om ministrene nu er i lommen på nogen, fordi de har modtaget en gave," siger han til DR-Nyheder.
Og det er hyppigt brugt af ministrene. Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder har deltaget i hele 21 betalte arrangementer, og han er langt fra alene.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen har været i Parken til flere FCK-kampe på klubbens regning. Udviklingsminister Søren Pind har siddet der hver måned siden marts, og transportminister Hans Christian Schmidt har været til musical og håndboldkamp.
Derfor mener Steen Bønsing, at nogle klare regler på området er nødvendige.
"Det er i klar strid med finansministeriets regler, at en politidirektør må deltage i sådan et arrangement, men ministeren må åbenbart godt. Det synes jeg, er svært at forklare," siger han.