Tre tidligere ministre fra Storbritanniens regeringsparti Labour blev i aftes suspenderet, efter de på landsdækkende tv blev afsløret i at tilbyde at bruge deres politiske forbindelser til at påvirke regeringens politik - mod betaling.
De tre eksministre blev afsløret af en journalist fra den store underholdningskanal Channel 4, der havde filmet de tre politikere med skjult kamera, mens de efter alt at dømme forsøgte at sælge deres indflydelse på den britiske regering.
De tre tidligere ministre er transportminister Stephen Byers, forsvarsminister Geoff Hoon og sundhedsminister Patricia Hewitt.
På de skjulte optagelser sammenligner Byers sig selv med en "taxa man kan hyre" og kræver op til 5.000 pund i timen for sine ydelser. Det svarer til godt 41.000 kroner.
Desuden påstår Byers, at han i sin tid hos supermarkedskæden Tesco brugte sin forbindelse til den højtstående Labour-politiker Lord Mandelson til at udvande en ny lov om fødevareemballage. Det afviser Lord Mandelson til gengæld på det kraftigste.
De tilsyneladende korrupte politikere er nu blevet suspenderet fra partiet, mens en undersøgelse af anklagerne står på. Alle tre afviser, at de har gjort noget forkert, og Byers hævder nu, at han blot pralede for at imponere journalisten.
De tre ministre var allerede voldsomt upopulære inden for partiets egne rækker, da de under formandsopgøret støttede Blair mod Brown. Alligevel var det kun hårdt presset af det forestående valg, at Brown næsten smed de tre på partiporten, skriver britiske medier i dag.
En fjerde minister, der også blev snuppet på bånd, idet hun tilbød sin indflydelse mod betaling, er allerede suspenderet i forbindelse med brug af repræsentationskontoen.