Kommunerne er ikke alene om at have brugt for mange penge.
Også i ministerierne har man spillet flottenhejmer - og det betyder nu besparelser for en milliard kroner.
Efter aftalen om den omdiskuterede genopretningsplan sender finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu også sparekniven rundt blandt sine ministerkolleger.
"Med tiltaget tager vi i staten ansvar for at sikre en uændret offentlig driftsøkonomi frem mod 2013. Det er en stor udfordring, men det er helt centralt for regeringens arbejde med igen at skabe balance i den offentlige økonomi i kølvandet på finanskrisen," udtaler han i en pressemeddelelse.
Alle ministerierne redegjorde tilbage i april for, hvor mange penge, de forventer at bruge i 2010. Og her viste det sig altså, at forbruget oversteg budgettet i finansloven.
Claus Hjort Frederiksen tager nu hul på en snak med kollegerne om, hvor pengene skal spares.