Kommunerne skal gå plejefamilier efter i sømmene.
Det mener socialminister Benedikte Kiær (K), som vil se på, hvordan man kan forbedre tilsynet med plejefamilier. Reaktionen kommer efter, at en plejefamilie i byen Mern på Sydsjælland er tiltalt for vanrøgt af ni plejebørn, uden at Vordingborg Kommune har opdaget noget.
"Det skriger til himlen, at børn, som netop er anbragt for at få en bedre tilværelse, udsættes for overgreb igennem flere år - uden at kommunen opdager det og griber ind. Det er simpelthen ikke godt nok. Og der skal gøres noget ved det. Jeg vil derfor se på, hvordan vi kan forbedre tilsynet," siger Benedikte Kiær.
For at undgå overgreb på anbragte børn i plejefamilier, er ministeren klar til at bringe alle løsninger i spil.
"Jeg holder alle muligheder åbne. Lige fra at se på indholdet i tilsynet, hvem der skal udføre tilsynet og til, hvorvidt der skal indføres økonomiske sanktioner over for kommunerne i form af bøde eller erstatning, hvis de ikke fører et tilstrækkeligt tilsyn," fortæller hun.
Hun fremhæver, at kommunerne allerede i dag har mulighed for at tale med børnene, uden at plejeforældrene er til stede. Tilsynet kan for eksempel ske i børnehaven, SFO'en eller skolen.
Socialministeren har bedt Vordingborg Kommune om en redegørelse for hele sagen. Kommunen skal aflevere redegørelsen senest 1. august.