Søren Pind (V) sætter hemmeligt angreb ind på juraprofessor Claus Haagen Jensen.
I stedet for at gå til manden med en klage, har udviklingsministeren brokket sig til sine 4.000 venner på Facebook, skriver Information.
Professoren er ifølge Søren Pind "en skændsel for juraen", og der er "utallige eksempler på en manisk presseliderlig adfærd".
"Kunne ham Claus Haagen ikke snart tage at holde sin - dyb indånding - mund. Hvor f er juraen i al hans ordgejl," skriver Søren Pind på Facebook.
Ministeren giver også et link til en historie, hvor professoren udtaler sig kritisk over for Pinds kollega Birthe Rønn Hornbech (V).
Udviklingsminister Søren Pind er i øjeblikket på ferie i udlandet, og han har ingen kommentarer i denne uge, oplyser ministerens særlige rådgiver til avisen.
Claus Haagen Jensen selv forstår ikke, hvorfor en minister med navns nævnelse hænger ham ud på Facebook.
"Det er over grænsen. Men når det kommer fra Søren Pind, så ved jeg ikke, om der er nogen, der tager det alvorligt. Hvis jeg var i dårligt humør, så ville jeg nok skrive til statsministeren og spørge, om han synes, at hans ministre skal bruge deres erhverv til den slags angreb," siger Claus Haagen Jensen til avisen.
Han slår fast, at kritikken selvfølgelig ikke er personlig, og fortæller i øvrigt, at han aldrig selv har talt med Søren Pind.