Spillefugle må vente på ubestemt tid før den nye spillelov træder i kraft.
Det skyldes, at spilleautomatbranchen og et kasino har indgivet klage til EU-Kommissionen. De mener, at der er tale om statsstøtte, når afgiftssatserne på spil i kasinoer og på spilleautomater er højere end afgiftssatsen for online spil.
Ifølge Gunnar Sørensen, direktør i Dansk Automatbrancheforening, skal hans medlemmer betale 71 procent af store overskud i afgift, mens internet firmaerne kun skal betale 20 procent.
"Jeg synes forligspartierne skulle tage det her tilbage, så vi kunne regne lidt på, om der var en mere retfærdig deling, så alle kommer til at betale lige meget," siger Gunnar Sørensen.
Den nye spillelovgivning, der skulle være trådt i kraft den 1. januar 2011, er en liberalisering af spillemarkedet, hvor forligspartierne giver monopolet fra Danske spil frit.
"Vi synes ikke ordet liberalisering kan bruges i den her sammenhæng, fordi, når det ikke er lige for alle, så er det da heller ikke liberalt," forklarer han.
Lovgivningen er derfor sat på standby på grund af klagen, fordi det endnu er uklart, hvorvidt de skæve afgifter er på kant med EU-reglerne.
"Jeg vil derfor hurtigst muligt selv tage til Bruxelles og mødes med Kommissæren for at presse på for en hurtig afklaring," siger skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
Liberaliseringen af spillemarkedet skulle efter planen være trådt i kraft den 1. januar 2011, men da ansøgningsproceduren for udbyderne tager et par måneder, vil lovgivningen ikke kunne træde i kraft den 1. januar. Det præcise tidspunkt afhænger af, hvornår Kommission træffer afgørelse i sagen. Det forventes dog, at der er en afklaring inden næste sommer.
De gældende regler på spillemarkedet fortsætter derfor indtil videre.