Uddannelser, der sender folk ud i arbejdsløshed uden udsigt til job skal lukkes ned. Det mener videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen (K). Forslaget bliver i dag præsenteret på regeringens Vækstforum.
Når samfundet skal bruge penge på uddannelse, skal det føre til fast job. Det skriver Jyllands-Posten.
"Vi har ikke nok fokus på, at vores uddannelser skal matche arbejdsmarkedet og samfundets behov. Derfor må vi se på, om der er uddannelser, som vi ikke længere skal holde gang i, fordi indholdet ikke længere efterspørges," siger Charlotte Sahl Madsen til Jyllands-Posten.
Ministeren vil dog ikke sætte navn på de uddannelser, hun mener bør lukke, men ifølge statistikken er ledigheden størst for kandidater på humanistiske studier. Litteraturvidenskab har i perioder været plaget af arbejdsløshed op til 20 procent blandt de nyuddannede.
DI, der er organisation for erhvervslivet, hilser forslaget velkommen. Den mener, at universiteterne bør være bedre til at se sammenhængen mellem uddannelserne og jobmulighederne efter endt uddannelse.
De danske universiteter er dog mere lunken ved forslaget. Det har tidligere vist sig at uddannelser, som man troede sendte folk i arbejdsløshed har været meget vigtigere i fremtiden.
"Det er meget svært at spå om fremtidens arbejdsmarked, og sporene fra fortiden skræmmer. I 1980´erne var man tæt på at lukke en lægeuddannelse, og få år efter var der stor mangel på læger," siger formanden for Danske Universiteter Jens Oddershede til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten.