Der er ikke en øget militær trussel efter lækagerne på Nord Stream-gasledningerne.
Det er Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering.
Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Morten Bødskov (S) på et pressemøde om lækagerne på gasledningerne i Østersøen tirsdag aften.
- Jeg vil gerne understrege, at Forsvarets Efterretningstjeneste ikke vurderer, at der er en øget militær trussel mod Danmark, siger Morten Bødskov.
Ministrene oplyser samtidig på pressemødet, at lækagerne vurderes at være sket ved bevidste handlinger - ikke uheld. Mere kan der ikke oplyses om lækagerne, og hvem der står bag, lyder det videre.
Forsvarsministeren siger, at der ikke er modtaget varsler på forhånd, men at der har været et øget spændingsniveau omkring Østersøen.
Mette Frederiksen bliver spurgt til, om myndighederne anser gaslækagen som en krigshandling.
Til det understreger hun, at lækagen er sket i internationalt farvand og derfor ikke er et angreb på Danmark. Derfor er det ikke en krigshandling, mener hun.
- Når vi ser på det med så stor alvor, er det, fordi det er sket så tæt på Danmark og Sverige, siger hun.
Lækagerne på Nord Stream 1 og 2 er sket i Østersøen ved Bornholm.
- Det er en meget alvorlig sag. Forsvaret øger sin tilstedeværelse omkring Bornholm, siger Morten Bødskov.
Han fortæller, at der blandt andet er etableret et forhøjet helikopterberedskab. Det involverer blandt andet en helikopter på Bornholm.
Også Beredskabsstyrelsen er sendt til Bornholm, og det har materiel til at overvåge gaspartikler.
- Måleholdet har været i gang siden tirsdag morgen, og målingerne bekræfter ligeledes, at der ikke er en sundhedsrisiko, oplyste styrelsen tidligere tirsdag.
Forsvarsminister Morten Bødskov mødes onsdag morgen med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Mødet var planlagt inden lækagerne, men Nord Stream 1 og 2 vil selvsagt være på dagsordenen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.