Danmarks fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er indlagt på det nærmeste hospital, efter hun styrtede i forbindelse med cykelløbet Team Rynkeby.
60 kilometer efter starten i Slesvig ville hun overhale en hestevogn. En modkørende bil skabte forvirring, og Eva Kjer Hansen endte i grøften, skriver politiken.dk.
Holdets læge Hans Gad Johannsen beretter, at der muligvis er tale om, at ministerens skulder er røget af led eller et brud.
Ministeren var dog selv ved godt mod efter uheldet og opfordrede resten af forsamlingen til at cykle videre.
Med på holdet er blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Hvis undersøgelsen på hospitalet hverken viser brud eller andre alvorlige ting, så vil fødevareministeren støde til holdet senere på dagen.
Team Rynkeby kører til Paris for at samle penge ind til Børnecancerfonden.