Kinesiske studerende på videregående uddannelser i Danmark må højest arbejde 15 timer om ugen. Alligevel er studerende fra Kina blevet sat til at knokle op til 264 timer om måneden i Føtex' butikker rundt om i landet.
Det afslører lønsedler fra Føtex' tidligere samarbejdspartner J.E. Rent, som Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af.
Det vækker røre på Christiansborg, hvor integrationsordfører Henrik Dam Kristensen (S) vil have integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ind i sagen.
"Jeg ser meget alvorligt på sagen, og jeg vil nu kræve en forklaring fra ministeren," siger han.
På Syddansk Erhvervsskole i Odense bekræfter man, at flere af kineserne går på uddannelsen til It- og elektronikteknolog.
Nyhedsbrevet 3F har talt med flere kinesere, men ingen tør stå frem. De fortæller dog, at de knokler for at få råd til studierne.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kinesernes tidligere arbejdsgiver Job Eshun. Han gik konkurs med firmaet J.E. Rent i juni i år.