Et hårdt brexit uden en skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU findes ikke længere i det konservative partis manifest forud for parlamentsvalget den 12. december.
Det skriver den britiske avis The Times.
- I stedet er der fokus på at få den foreliggende brexitaftale godkendt i parlamentet. En udtræden uden en aftale er i praksis lagt på hylden, skriver kulturminister Nicky Morgan fra det konservative regeringsparti i avisen.
Johnson har tidligere igen og igen lovet, at han ville få Storbritannien til at forlade EU den 31. oktober - med eller uden en aftale.
At Nicky Morgen afviser muligheden sker, dagen efter at Boris Johnson tog afstand fra en opfordring til at gå i en alliance med Brexitpartiet, som går ind for et hårdt brexit, og som kritiserer den aftale, som Johnson har fået på plads med EU.
- Vi har en fantastisk aftale, som ingen troede på, at vi kunne få på plads, siger Johnson og understreger, at han tror på, at aftalen godkendes af det nye parlament i midten af december.
Lederen af Brexitpartiet, Nigel Farage, har i sin valgkamp lagt vægt på, at
der må indgås en større politisk alliance, som kan gennemføre brexit.
- Jeg opfordrer Boris Johnson til at opgive den aftale, som han har forhandlet sig frem til.
- Opgiv den, for om nogle få uger vil folk opdage, hvad du har skrevet under på, og de vil ikke synes om det, sagde Farage på et pressemøde fredag i London.
Farage kritiserer ikke kun Det Konservative Parti, men også arbejderpartiet Labour, som ifølge Farage "har forrådt brexit fuldstændigt".
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters