Minister Carsten Hansen (S) undgår verbal ørefigne fra klimaministeren, selvom han drøner landet rundt i en ministerbil, der kun kører 7,6 kilometer på literen.
"Jeg er glad for min grønne ministerbil, men desværre kan jeg ikke rigtigt selv tage æren for den, ligesom jeg heller ikke rigtigt kan rose eller dadle mine kollegaer for deres valg. Sagen er, at de fleste af os har arvet bilerne fra den tidligere regering," skriver klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) til Newspaq.
Carsten Hansen bliver transporteret rundt i en Volkwagen Phaeton V8 fra 2006, der har den dårligste energimærkning af alle ministerbilerne.
Klimaministeren hører til miljøduksene. Martin Lidegaard kører en BMW, der runder 20 kilometer per liter. Og selvom han ikke vil revse kollegaerne, så mener han godt, at ministerbilerne kan blive lidt grønnere.
"Der er mange overvejelser, når man køber en ministerbil. Det er jo i realiteten et rullende kontor, og nogle ministerbiler skal være særligt sikrede. Men jeg synes bestemt, at energimærkningen skal indgå som et vigtigt kriterium, når man vælger ministerbil," siger Martin Lidegaard.