Børne- og socialminister Mai Mercado (K) advarer nu om at tegne et for dystert billede af forholdene i landets daginstitutioner.
Det sker efter, at en række pædagoger har kritiseret normeringerne på deres arbejdspladser og påpeget, at de ikke er i stand til at give børnene den opmærksomhed, som de gerne ville. Pædagogernes frustrationer blev skildret i DR2-dokumentaren 'Hvem passer vores børn' mandag aften.
- Jeg er sikker på, at der i nogle dagtilbud – ligesom alle andre steder – er tidspunkter, hvor læsset er væltet. Jeg kan sagtens sætte mig ind i den frustration, det giver, og det skal vi kunne snakke om, skriver Mai Mercado i en mail til Avisen.dk.
Hun pointerer samtidig:
- Men det er også vigtigt, at vi i den diskussion husker på, at langt de fleste børn er glade, når de bliver afleveret. Så vi skal passe på, at vi ikke får talt alle vores dagtilbud ned i et sort hul, for det er ikke rigtigt, skriver ministeren i sin mail.
Mai Mercado reagerer efter, at flere pædagoger har fortalt om deres pressede hverdag, hvor de for eksempel kan opleve at stå alene med 20-30 børn af gangen. To ud af tre af de pædagoger, der deltog i DR-dokumentaren, har i dag fundet et andet arbejde.
Mai Mercado understreger, at det er kommunernes opgave at sikre børnenes forhold i institutionerne.
- Jeg har en klar forventning om, at kommunerne sørger for, at børnene oplever tryghed og omsorg, og at der er fokus på børnenes trivsel, udvikling og læring, som de skal efter dagtilbudsloven, skriver ministeren.
En af de institutioner, der var med i DR-dokumentaren, ligger i Greve Kommune. Her genkender velfærdsdirektør Henrik Harder det billede af hverdagen, der kom frem i dokumentaren.
- Jeg ser denne dokumentar som et passende billede af, hvordan hverdagen er ude i vores daginstitutioner, siger han til Avisen.dk.
Overordnet er Hernik Harder glad for den indsats, pædagogerne leverer, men ser dog også en række problematikker i deres hverdag.
- Pædagogerne skal facilitetere nogle fællesskaber med børnene, men det bliver svært, når de står alene med dem, fordi de har for mange opgaver. Det ville være bedst, hvis der altid var voksne nok, men som udgangspunkt sikrer Greve Kommune, at vi overholder normeringen, siger Henrik Harder.
Henrik Harder tilføjer dog, at kommunerne opererer med en stram økonomi, og at det derfor vil kræve et landspolitisk tiltag, hvis daginstitutionerne skal opprioriteres.
- Det ville kræve, at politikerne på landsplan valgte at opprioritere daginstitutionerne, så vi i kommunerne fik lov til at bruge flere penge på området, siger han.
Tirsdag stemte Folketingets partier om et forslag fra SF, der gerne vil sikre minimumsnormeringer i landets vuggestuer og børnehaver. Det blev dog stemt ned, da Socialdemokratiet ligesom hele blå blok stemte imod.