Det er helt i orden, når privatklinikker etablerer kunstige jomfruhinder, det mener sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.
Dermed forsvarer den konservative minister indgrebet som en række kritikkere - blandt andre sygeplejerske, foredragsholder og forfatter til bogen 'Mødom på mode' Kristina Aamand - betegner som "en ren pengemaskine."
I sit svar til SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl, skriver ministeren, at det er i orden at lave kunstige jomfruhinder, fordi Sundhedsstyrelsen blåstempler indgrebet.
Styrelsen fastslår dog samtidig, at der ikke findes nogen "snæver fysiologisk/medicinsk begrundelse for at rekonstruere hymen" - den lægelige betegnelse for den fold, der bliver kaldt jomfruhinden.
Derfor er Jakob Axel Nielsen tilfreds med, at det kun er læger i det private, der genetablerer de omdiskuterede jomfruhinder.
Kristina Aamand har længe kæmpet for at skabe opmærksomhed omkring de kunstige jomfruhinder. Hun er egentlig enig med Jakob Axel Nielsen i, at et forbud ikke er vejen frem.
"Men sundhedsministeren må komme med et bud på, hvordan man så hjælper de her kvinder. Fordi det er så åbenlyst, at de her kvinder ikke får hjælp ved at blive syet sammen," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Konkret vil Kristina Aamand have ministeren til at tage stilling til, hvordan man bedst muligt opkvalificerer fagpersoner til at rådgive de især muslimske kvinder, som føler sig nødsaget til at betale de ca. 4.500 kr., som en ny jomfruhinde koster.
Det har ikke været muligt at fange Jakob Axel Nielsen for en uddybende kommentar.