Dyre bøffer og ekstra god rødvin.
Det bliver der ikke meget af til de offentligt ansatte - i hvert fald ikke, hvis det skal betales med de lønstigninger, som ansatte i skat, region og kommune kan se frem til per 1. april.
I staten stiger lønnen med cirka 1,09 procent. I kommuner stiger lønnen med godt 0,15 procent, og i regionerne stiger lønnen slet ikke.
Til gengæld stiger pensionsprocenten i regionerne fra 16,9 til 17,5 procent.
Det skriver DM's nyhedsbrev til tillidsvalgte, DM Fagligt Nyt.
De lave lønstigninger i år skyldes, at offentligt ansatte har en lønudvikling, der følger lønudviklingen for ansatte i det private.
Frem til nu har reguleringsordningen altid sikret offentligt ansatte ekstra procenter i lønstigninger, men altså ikke i år, hvor krisen for alvor har ramt private lønmodtager på pengepungen.
Dermed bliver lønstigningerne i den offentlige sektor mindre, end man forventede, da overenskomsten blev indgået i 2008.