For under et år siden tiltrådte André Villas-Boas som cheftræner i FC Porto. Siden har han ikke set sig tilbage.
Den blot 33-årige træner for det nordportugisiske storhold har ikke tabt en eneste kamp af betydning, et enkelt nederlag i den mindre ligacup skæmmer. Bl.a. er det hjemlige mesterskab vundet for længst efter 27 sejre og blot tre uafgjorte i en ellers stærk liga.
Her til aften er den tidligere assistent for Europas mest iøjnefaldende fodboldtræner, Jose Mourinho fra fra Real Madrid, så klar til at afslutte en perfekt sæson, når hans blå-hvide tropper skal op imod landsmændene fra Braga i Europa League-finalen.
Kampen mellem de to klubber, som ligger med mindre end 50 kilometers afstand, bliver spillet i den irske hovedstad Dublin. Kick off er klokken 20.45.