Hundreder af minearbejdere sidder fanget i en kulmine i det østlige Indien, efter at et gigantisk strømsvigt har mørklagt halvdelen af landet.
- Vi forsøger at redde minearbejderne. Vi gør alt, hvad vi kan får at få strømforsyningen op at køre igen. Vi har brug for strømmen for at få undergrundselevatorerne til at køre, siger minister for staten Vestbengalen Mamata Banerjee.
Hun siger, at "hundreder" af minearbejdere er spærret inde i statsejede kulminer i Burdwan, der ligger omkring 180 kilometer nordvest for Kolkata.
Det er anden dag i træk, at en kolossal strømafbrydelse rammer Indien, og omkring 600 millioner mennesker er berørt.
Lufthavne og større hospitaler kan ved hjælp af nødgeneratorer fortsætte deres daglige gøremål, men store dele af samfundet risikerer at gå i stå. Alene i Delhi står 400 tog i metroen stille.
/ritzau/AFP