Mens Yonni Barrios ventede på sin redning fra sammenstyrtede chilenske mine, ventede ikke bare en, men to kvinder på ham over jorden. Den ene var hans kone, den anden hans elskerinde.
Efter at hans utroskab blev afsløret i medierne, mens Yonni Barrios selv sad fanget i minen, har hjemmesiden AshleyMadison.com nu tilbudt ham en mindre formue.
Hjemmesiden har specialiseret sig i at arrangere seksuelle forhold mellem gifte mænd og elskerinder. Og hvem kunne være bedre til at promovere den sag end den pludselig så berømte minearbejder?
Firmaet tilbyder derfor den 50-årige kvindeforfører 100.000 dollar, omkring en halv million kroner, for at være hjemmesidens ansigt udadtil. Det skriver den engelske avis The Daily Telegraph på sin hjemmeside.
Takker minens Don Juan ja til tilbuddet, skal han medvirke i reklamer i tv og radio i Nord- og Sydamerika. Og han vil have en solid personlig erfaring at trække på. Affæren med den 45-årige elskerinde har nemlig stået på i mere end fem år.