Både pige og drengebørn blev udnyttet seksuelt. Og flere af dem fik tilsyneladende bank.
Det viser de foreløbige undersøgelser i den voldsomme sag fra den kristne sekt De Sidste Dages Helliges Fundamentalistiske Kirke i Eldorado, Texas, hvor myndighederne har fjernet 460 børn.
Mindst 41 af de mindreårige fra sekten har haft brækkede knogler, hvilket giver bekymring for efterforskerne.
- Undersøgelse er stadig i den indledende fase, men vi har nu samlet yderligere informationer, og det er noget, som vi vil arbejde videre, siger familieafdeling i Texas i en udtalelse på deres hjemmeside.
Sexmisbrug
Arbejdet med de mange børn er svært, da familierne har givet modstridende oplysninger om, hvilke børn, der hører til hvilke mødre. Næsten en måned efter ransagningen på gården er identiteten på børnene ikke endeligt afgjort.
27 af pigerne siger, at de er 14 til 17 år, men yderligere 26 piger har givet forkerte eller modstridende oplysninger om deres aldre. Af de 53 har flere end 30 enten børn eller er gravide.
Myndighederne valgte i første omgang at foretage ransagning på gården, da et anonymt opkald fortalte om omfattende sexmisbrug blandt de helt unge piger. Undersøgelserne viser, at mange af pigerne er blevet gift i modstrid med loven i Texas.