Ritzau
Opdateret kl. 17:46
Turister, der i løbet af det seneste år har slået et smut forbi Trevi-fontænen i Rom i Italien og kastet en mønt eller to i det ikoniske springvand, kan glæde sig over, at småpengene kommer til at gå til et godt formål.
I alt er 1,4 millioner euro blevet fisket op af det smaragdgrønne vand. Det svarer til over ti millioner kroner.
Pengene er nu blevet doneret til den katolske velgørenhedsorganisation Caritas.
Organisationen vil blandt andet bruge pengene på mad til fattige familier, suppekøkkener og herberg til migranter.
Det er en tradition, at besøgende smider penge i det barokke springvand, der forestiller titanen Okeanos ridende med sine heste gennem de strømmende vandmasser.
Beløbet er noget større end de seneste to års summer. Det skyldes hovedsageligt en større renovering af fontænen.
De ti millioner kroner var dog ikke det eneste, der er fundet i vandet.
Også billeder af pave Frans, armbånd, solbriller, hængelåse og ligefrem et par tandproteser var blandt de skjulte skatte. Det skriver den italienske avis La Repubblica.
Fontænen blev påbegyndt i 1732 og stod færdig i 1762.
Trevi-fontænen opnåede den helt store verdensberømmelse for 57 år siden.
Her var den kulisse for en filmscene, hvor svenske Anita Ekberg i filmklassikeren La Dolce Vita (Det søde liv) hopper i bassinet.
/ritzau/dpa