Kæmpe bonus til Banedanmark-direktører trods stribevis af fejl
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er kaldt i samråd, fordi den administrerende direktør i Banedanmark fik udbetalt en præstationsbonus. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix
Direktørerne i Banedanmark fik alle en kæmpe bonus, selvom de ikke havde løftet de mål, der var sat.

En ekstra udbetaling på mellem 100.000 og 125.000 kroner. Så meget fik samtlige direktører i Banedanmark i 2016 udbetalt i fuld bonus – en såkaldt performanceløn.

Det skete på trods af, at det signalprogram, de stod i spidsen for, blev både forsinket og dyrere, skriver DR Nyheder.

Direktør forsvarer bonus

Banedanmarks milliarddyre investering i nye jernbanesignaler har været præget af en række større problemer.

Mindst tre af de direktører, der fik tildelt fuld bonus, havde da heller ikke opnået de mål, der var blevet sat. Så sent som i slutningen af 2017 blev signalprogrammet forsinket til år 2030.

Alligevel står administrerende direktør i Banedanmark, Per Jacobsen, ved sin beslutning om, at udbetale fuld bonus til de fem direktionsmedlemmer.

"Jeg valgte at udbetale fuld performanceløn til hele min direktion, fordi de løftede en ekstraordinær indsats i 2016. 2016 var et særligt år for Banedanmark. Vi var en helt ny direktion som var trådt til for at løse de særlige udfordringer for Banedanmark, og jeg satte dem i spidsen for en stor reorganisering," skriver han i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

Per Jacobsen forklarer også, at han har vurderet hvert enkelt direktionsmedlem ud fra objektive kriterier, og så har han "foretaget en helhedsbetragtning af deres ageren som personaleledere, som faglige ledere og deres ageren i den ekstraordinære situation".

Transportminister kaldt i samråd

I 2016 fik Per Jacobsen også selv en bonus på 100.000 kroner bevilliget af Transport- Bygnings- og Boligministeriets departementschef.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) skriver til DR Nyheder, at det skete på baggrund af flere resultater.

"Per Jacobsens resultatløn er baseret på en konkret opfyldelse af den mål- og resultatplan, som ved årets start er indgået mellem Banedanmark og departementet samt på en helhedsvurdering af årets interne og eksterne resultater".

Men i kølvandet på sagen har Dansk Folkeparti, de Radikale og Socialdemokratiet indkaldt transportminister Ole Birk Olesen i et samråd.

Der er endnu ikke afgjort, hvordan bonusserne for 2017 skal tildeles. Men det forventes, at det sker i foråret.