Den 60-årige advokat og miljøforkæmper David Buckel blev lørdag fundet død i en park i Brooklyn, New York.
Buckel, der blandt andet var kendt for at forsvare homoseksuelles rettigheder, tog sit eget liv ved at sætte ild til sig selv.
Han blev fundet i Prospect Park i Brooklyn tidligt lørdag af forbipasserende.
I nærheden af det udbrændte lig blev der fundet et selvmordsbrev fra Buckel lagt i en indkøbsvogn. Den amerikanske avis The New York Times modtog samtidig en kopi af brevet i en mail.
Her skriver Buckel, at forurening er med til at slå mennesker ihjel.
- De fleste mennesker på planeten indånder nu luft, der er forurenet af fossile brændstoffer, og mange dør tidligt af den grund.
- Min tidlige død forårsaget af fossilt brændstof afspejler, hvad det er, vi gør ved os selv, lyder det fra advokaten og miljøforkæmperen.
David Buckel blev et kendt navn, da han var advokat i sagen om den transkønnede mand Brandon Tenna, der blev dræbt i 1993.
Sagen blev blandt andet gengivet i filmen "Boys Don't Cry" i 1999. Skuespilleren Hilary Swank vandt en Oscar for rollen som Brandon Tenna.
David Buckel var også involveret i et projekt ved navn Lambda Legal. Organisationen kæmper for LGBT-personers rettigheder.
Susan Sommer, tidligere advokat i Lambda Legal, siger, at Buckel "gik ind for retfærdighed og for at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske".
- Han var rigtig klog og en systematisk advokat. Han kunne sit håndværk, og han var strategisk god i forhold til at bygge en sag op til at være en sikker sejr, lyder det fra Susan Sommer.
/ritzau/AP