Flere timers ildkamp mellem sikkerhedsstyrker og militante er lørdag aften slut i havnebyen Gwadar i Pakistan. Her angreb fire bevæbnede mænd et femstjernet hotel.
En sikkerhedsvagt er dræbt, og det samme er de fire gerningsmænd. Det oplyser provinsens indenrigsminister, Ziaullah Langu.
- Angrebet er overstået. Alle terrorister og en sikkerhedsvagt er dræbt, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.
Op mod fire bevæbnede mænd gik lørdag eftermiddag ind på hotel Pearl Continental i Gwadar og åbnede ild.
Hotellet bruges især af forretningsfolk og nogle få udenlandske turister. Det er uklart, hvor mange mennesker, der opholdt sig på hotellet, da angrebet gik i gang.
Der var tidligere meldinger om, at nogle få mennesker er blevet lettere såret, sagde provinsens indenrigsminister.
Vagthavende hos politiet i Gwadar meddelte tidligere på dagen, at der kun var medarbejdere på hotellet, da angrebet gik i gang.
Andre embedsmænd, der ikke vil have deres navn frem, siger til nyhedsbureauet Reuters, at det lykkedes nogle af de bevæbnede mænd at trænge op på hotellets førstesal.
Gwadar ligger i Baluchistan-provinsen, der gennem længere tid har været præget af et væbnet oprør.
En gruppe, der kalder sig Baluchistans Befrielseshær, har taget skylden for angrebet, skriver Reuters. Gruppen kæmper for større selvbestemmelse til provinsen.
Adskillige militante grupper er til stede i provinsen, herunder den pakistanske gren af Taliban.
For tre uger siden blev 14 soldater fra flåden og sikkerhedsstyrkerne dræbt af en af provinsens militante grupper.
Baluchistan er Pakistans fattigste og mindst udviklede provins.
På det økonomiske område er der imidlertid ved at ske noget i havnebyen. Dens vigtige beliggenhed betyder, at den indgår i Kinas gigantiske Silkevejs-projekt til 60 milliarder dollar, som er ved at blive bygget.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP