Den verdensomspændende software-gigant Microsoft får nu alvorlige ridser i neglelakken.
Virksomheden, der har et image for at være en særlig attraktiv arbejdsplads for kvinder, er nemlig havnet i en alvorlig bestikkelsessag.
Efter 15 års karriere hos Microsoft har selskabets kronprinsesse i Storbritannien, Natalie Ayres, angiveligt fået udbetalt et syvcifret pund-beløb for at holde mund om, at hun blev vraget til jobbet som topchef på De Britiske Øer uden at have været til samtale.
Det skriver The Daily Telegraph.
I stedet gik jobbet uden konkurrence til Gordon Frazer fra Microsoft i Sydafrika, mens Natalie Ayres altså har fået et gyldent håndtryk på ikke under 8,5 millioner danske kroner for at holde tæt.
"Det er en drengeklub. Og den eneste måde at bryde igennem det usynlige glas i ledelseshierarkiet er ved at blive en mand i kvindeklæder," siger en anonym kilde til den som regel meget sobre britiske avis.
Bestikkelsen skal have fundet sted i 2006, da Microsoft overraskede mange iagttagere ved at forbigå Natalie Ayres som efterfølger efter Alistair Baker.
Microsoft afviser at kommentere beskyldningerne med henvisning til, at der tale om en intern personalesag.
"Men Microsoft lægger stor vægt på kerneværdier som mangfoldighed og inklusion. Det er en af grundene til, at virksomheden til stadighed er placeret som en af de 50 bedste arbejdspladser i Storbritannien," lyder det fra en talsmand i Microsoft.
Tidligere i denne måned fik Microsoft endnu en grim plet på sit ry, da en retssag i den britiske højesteret blotlagde en stribe tilfælde af sexchikane over for en kvindelig kollega på ledelsesgangene i virksomheden.
The Daily Telegraph