Det blev ikke til en sejr for Tiger Woods i comebacket efter alle sexskandalerne på hjemmefronten. Landsmanden Phil Mickelson løb med sejren og den karakteristiske grønne jakke i US Masters.
Woods sluttede på fjerdepladsen - fem slag efter Mickelson. Men det tilbagevendte golffænomen kunne glæde sig over fire runder under banens par og en samlet score på -11 i sin første turnering efter en længere pause forårsaget af sex-eskapaderne med blandt andre en pornoskuespiller.
Phil Mickelson gik tre af de fire runder i 67 slag - fem under banens par - og vandt med tre slag ned til engelske Lee Westwood og fire slag til amerikaneren Anthony Kim.
Eneste dansker i feltet, Søren Kjeldsen, sluttede på en delt 30. plads 19 slag efter Phil Mickelson.