Så sker det igen. En superstjerne går bort, der bliver sørget i stor stil over hele linjen, og så vender stjernen tilbage.
Vi så det for eksempel med rapperen 2Pac, som op til flere gange har udsendt nye album, til trods for at manden døde tilbage i 1996. Men demoer og andet aldrig udgivet materiale er løbende kommet op til overfladen og blevet udgivet med stor succes.
Nu skal det samme gøre sig gældende for popkongen over dem alle. Michael Jackson udgiver nyt album i november, skriver tmz.com.
Ifølge Rolling Stone har den nu afdøde stjerne over 100 sange liggende, som aldrig er blevet udgivet. Og da der må formodes at være tale om en indtjening af en anden verden, har Jackson-familien allerede skyndt sig at skrive kontrakt med Sony. Den lyder på, at de over 100 numre skal udgives over de næste syv år.
Det tegner til at blive en spændende omgang. Michael Jackson skulle nemlig have haft samarbejde med både rapperen Akon, Will.i.am og Ne-Yo.