De 72 lig, der i går blev fundet i en massegrav i Mexico, er måske illegale indvandrere og ikke narkokriminelle som først antaget.
Det skriver CNN.
Myndighederne gjorde det grusomme fund af 58 mænd og 14 kvinder efter en skudepisode mellem soldater og formodede narkobagmænd på en ranch uden for byen San Fernando, der ligger tæt ved grænsen til Texas.
Soldaterne opsøgte ranchen efter en mand såret af skud havde ledt militæret på sporet. Manden var illegal indvandrer fra Equador.
De formodede narkobagmænd viste sig at komme fra et af Mexicos kriminelle bander. Men et af bandens vigtigste forretningsområder er handel med illegale indvandrere, som de tvang til at arbejde for sig.
Udover de 72 lig fandt soldaterne også 21 automatvåben, skudsikre veste, kamouflagefarvede uniformer og fire lastbiler. En af bilerne var forklædt og lignede et køretøj fra landets forsvarsministerium, forklarer kilder til CNN.
Angrebet på ranchen skal ses som endnu et led i regeringens kamp mod Mexicos narkobaroner.
Flere end 28.000 mennesker er blevet dræbt i narkorelaterede skudepisoder og opgør, siden præsident Felipe Calderon kaldte til kamp mod narkokarteller og organiseret kriminalitet, da han kom til magten i december 2006.
Omkring 90 procent af de de dræbte vurderes af præsidenten selv at have været kartelmedlemmer og andre kriminelle.
Mange mexicanere er dog ved at miste tiltroen til Calderons krig mod narko.