Det er vigtigt at holde fast i "den brede" udlændingepolitik. Det understregede Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, igen og igen forud for folketingsvalget 5. juni.
Det er lykkedes med den aftale, som Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten har indgået om en ny regering, mener S-formanden.
Hun fortæller blandt andet, at partierne i aftalen holder fast i det såkaldte paradigmeskift, der fokuserer på hjemsendelse frem for integration.
- Vi har fortsat et fokus på hjemsendelse og midlertidighed. Når du er flygtning og kommer til Danmark, så kan du opnå vores beskyttelse. Men når der er fred, så skal du hjem, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/