Metroselskabet har ingen planer om at blive en del af den nye lønkontrol, som Københavns Kommune indfører næste år.
Efter flere afsløringer om lønsnyd, har kommunen oprettet en enhed for at kontrollere, at der bliver lønnet efter danske forhold på kommunens byggepladser. Men kommunens folk er ikke velkommen hos Metroselskabet, som Københavns Kommune ejer halvdelen af, skriver Fagbladet 3F.
- Metroselskabet har valgt den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter løser problemstillingerne. Vi ønsker derfor ikke at flytte beslutningskompetencerne fra arbejdsmarkedets parter, men har tiltro til, at systemet fungerer, siger HR-chef i Metroselskabet Peder Mandrup Knudsen.
HR-chefen henviser til, at Metroselskabet hver måned mødes med arbejdsgivere og fagforeninger for at høre, om der er faglige sager på vej.
Og selv om listen over domme for underbetaling er lang og netop er vokset med det italienske firma Cipa, ser han ikke det store problem.
- Jeg får at vide, at der ikke er usædvanligt mange sager for et byggeri af den størrelse med så mange underleverandører involveret, siger Peder Mandrup Knudsen.