Det er på ingen måde holdbart, at Dansk Industri konstaterer, at danske job vil rykke til udlandet, når krisen vender.
Det mener Dansk Metal, der giver udtryk for ærgrelse i fredagens Information.
"DI's udmelding er skuffende og fuldstændig opgivende. Der er kun ét parameter med betydning, og det er prisen," siger chefanalytiker i Dansk Metal, Michael Baunsgaard Schreiber, og mener dermed, at virksomhederne flytter ud, fordi de dér finder langt billigere hænder.
Baggrunden for kritikken er, at der siden 2008 er forsvundet 62.000 job i industrien herhjemme.
Og DI mener altså, at den kedelige udvikling næppe vender. Den dag de gode tider vender tilbage, vil job rigtig nok genopstå - men ikke her i landet.
DI afviser dog anklager om, at de har givet op over for jobflugten.
"Vi kan bare se, at en mangeårig tendens bliver forstærket af krisen," konstaterer Kent Damsgaard, der er erhvervsøkonomisk chef i DI.
DI og Dansk Metal kan dog blive enige om, at Danmark har et uddannelsesproblem. Fremtidens kvalificerede arbejdskraft er i mange tilfælde ikke dansk.
Endelig erkender DI, at virksomheder flytter ud så de er tæt på kunderne i udlandet.