Den argentinske superstjerne Lionel Messi nærmer sig rekorden som den mest scorende spiller i den bedste spanske fodboldrække nogensinde.
Lørdag aften scorede Messi et af målene, da FC Barcelona vandt 3-0 hjemme over oprykkerne fra Eibar.
Dermed er han oppe på 250 mål i alt i Primera Division. Rekorden på 251 mål har Athletic Bilbao-spilleren Telmo Zarra, som scorede sine mål i 1950'erne.
Messi scorede til 3-0 i lørdagens sejr, hvor alle mål blev scoret i anden halvleg. Xavi nettede til 1-0, mens Neymar gjorde det til 2-0.
Med sejren er Barcelona noteret for 22 point for otte kampe. Ganske bemærkelsesværdigt er der endnu ikke scoret mod Barcelona i denne sæson. Førerholdets målscore lyder på 22-0.
Det kan der blive lavet om på om en uge, hvor Barcelona gæster ærkerivalen Real Madrid, for hvem Cristiano Ronaldo er flyvende med i alt 15 ligamål i denne sæson.
Til braget i Madrid kan Barcelona i øvrigt give debut til den kontroversielle angriber Luis Suarez, der i sommerpausen er kommet til fra Liverpool.
Angriberens lange karantæne fra sommerens VM-slutrunde, hvor han bed en modstander, udløber nemlig, så Suarez kan være med mod Real Madrid.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.