Dansk Folkepartis stemmesluger ved europaparlamentsvalget, Morten Messerschmidt, har sendt et personligt brev til sundhedsmyndighederne om at blive vaccineret mod H1N1 nu.
I brevet har han også bedt om at få sin kæreste, Dot Wessman, vaccineret.
"Det vil være af stor gene for min arbejdsindsats, såfremt jeg i en længere eller kortere periode skulle lægge mig syg som følge af denne smitte," skriver Messerschmidt i brevet til Udlandsvaccinationen.
Han siger desuden til Politiken:
"Jeg flyver meget og kommer derved i kontakt med mange mennesker fra hele verden. Det gør mig særlig udsat, for man hører jo, at der er smitteudbrud i Bulgarien og i Sydamerika."
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er dog ikke klar til at lave særregler for den populære EU-politiker.
"Jeg har ikke kendskab til konkrete henvendelser, men generelt kan jeg sige, at man gør bedst i at forholde sig i ro og lade sundhedsmyndighederne gøre deres arbejde. Vaccinen er endnu ikke klar, og så snart de første vacciner bliver det, går til de dem med størst behov," siger ministeren.
Og det drejer sig om folk, der er særligt udsatte og risikerer ikke at overleve sygdommen samt sundhedspersonale. Messerschmidt tilhører med andre ord ikke denne gruppe, mener Jakob Axel Nielsen.