Hvis psykisk syge ikke følger deres behandling, kan de i fremtiden blive hentet i deres eget hjem og kørt til tvangsindlæggelse.
Sådan bliver realiteten, hvis et nyt lovforslag, der har politisk flertal, i dag vedtages i Folketinget. Og det er på trods af, at Det Etiske Råd og en lang række organisationer og politikere har kæmpet for at mindske brugen af tvang. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Formand for Det Etiske Råd, Peder Agger, mener, at det er et markant brud med grundlæggende principper for behandling af mennesker, der selv er i stand til at træffe beslutninger.
"Det er et generelt princip i Danmark, at man ikke kan tvinge folk til, at de skal påføres en bestemt behandling eller vedblive med at modtage en given behandling. Det handler om respekten for den enkeltes integritet. Det er også det, der ligger til grund, når folk for eksempel kan nægte at modtage en blodtransfusion på grund af deres tro," siger han til avisen.
Flere partier har tidligere kæmpet mod forslaget, men alle partier på nær Enhedslisten ventes at stemme for.