I går blev en 38-årig egyptisk mand anholdt for menneskesmugling, da han forsøgte at smugle to somaliske kvinder på henholdsvis 41 og 55 år og den ene kvindes fire børn til Danmark.
Manden var på vej med færgen fra Tyskland til Rødby, da de blev spottet af en anden passager.
Passageren blev opmærksom på somalierne, da børnene rendte rundt omkring mandens bil, og han undrede sig over synet. Han ringede til grænsepolitiet, der mødte op, da færgen kom i land.
Manden er nu anholdt for menneskesmugling og somalierne er frihedsberøvet, da ingen af dem havde pas eller legitimation.
"Den egyptiske mand har transporteret to somaliske kvinder og den ene somaliske kvindes børn. Det er ulovligt, da de ikke opholder sig lovligt i Danmark," siger Jørgen Trap, vagthavende ved grænsepolitiet til Newspaq.
De somaliske kvinder og børn vil blive overført til videre asylbehandling i Sandholmlejren sammen efter at have vidnet i retten.